Vælg en side

Indlægget indeholder reklamelinks, og er markeret med *

November. Hvordan kan det allerede være november? Jeg synes, at året er fløjet afsted. Okay, det har været et begivenhedsrigt år, men… Jeg er ikke helt klar til (snart), at skulle sige farvel til 2019. Omvendt ser jeg meget frem til denne måned og ikke mindst december måned, der venter forude.

November er dog lidt en besynderlig måned, der midt imellem efteråret og julen. En måned hvor dagene er mærkbart kortere, hvor mørket tager til og sommeren kan synes langt væk. Samtidig kan ventetiden indtil jul føles urimelig lang. Så tæt på – og alligevel så langt fra…

Her får du et lille indblik i hvad jeg glæder mig til i november måned. Jeg håber, at du (måske) kan lade dig inspirere af nogle af mine planer og ønsker for denne måned.

 

Ting, jeg glæder mig til og håber at fylde min november med:

 

  • Tage afsted på et par tidlige julemarkeder og samle inspiration til egen juleudsmykning – både i Danmark, men muligvis også i Sverige og Tyskland. Nordtyskland har mange hyggelige julemarkeder og vi har tidligere været i både Flensburg, Heide, Husum, Kiel og Lübeck.
  • Finde ud af hvad lille Danmark ellers byder på i forhold til julestemning og -hygge i november og december måned. Og måske se julelysene tænde på Hotel d’Angeleterre.
  • Dyrlægen med hundene til vaccination, sundhedstjek og kontrol af Toy efter operationen. Det er måske ikke noget man normalt ser frem til, men… Jeg synes, det er rart lige at få det ekstra sæt øjne på hundenes sundhed.
  • Mortensaften – få en forsmag på julen med andesteg, rødkål, brunede kartofler og sovs. Masser af sovs. Og en lækker vintersalat. Mmm…
  • Så småt starte op på julesæsonen med en masse dejlige juleopskrifter og lave fordej til en portion hjemmelavede honninghjerter.
  • Finde vores *LED bloklys frem og skabe ekstra hygge i stuen.
  • Bingewatche serier i sofaen under et tæppe og iført mit nye Kari Traa fritidssæt/skiundertøj, som jeg har kigget på i evigheder og nu endelig har købt (for nogle af de penge jeg har fået fra mit oprydningssalg i oktober)
  • Spise appelsiner, klementiner og mandariner
  • I biffen med min veninde Betina og se filmen Jagtsæson. En genganger fra mine oktoberønsker. Men nu er der en dato i kalenderen. Og jeg glæder mig meget, da der desværre går for lang tid imellem at vi ses.
  • Gøre brug af mit *Tivoli Sølvkort, når de åbner op for julehyggen den 16. november. Jeg bliver aldrig træt af deres julelys.
  • Indhente julegaveønsker fra mine (og Martins) niecer, så vi kan begynde at planlægge, hvad vi skal give af gaver. Og måske endda klare nogle af julegaveindkøbene på Black Friday.
  • Planlægge vores juleferie
  • Koncertoplevelser med Martin og Mini
  • Gøre hus og have vinterklar. Og komme videre med projekt ‘renovering af førstesalen’. Nu skal det være. Første skridt er at få tømt ud i rummet og fjernet gammel isolering mv.

 

Tak fordi du læste med ♡

Hvad er dine planer for november måned? Det kunne være hyggeligt, hvis du vil dele dine planer i kommentarfeltet, så vi kan inspirere hinanden.